– til en lillebitte prik på verdenskortet mellem Det indiske Ocean og Stillehavet –
én af de ca 14.000 øer, der udgør det indonesiske ørige.
Men alligevel er Bali noget ganske særligt. Mange besøgende har kaldt øen for det sidste paradis på jorden, og efter et par ugers ferie på Bali i vinteren 2000 er vi tilbøjelige til at give dem ret.
Øen er ikke ret stor (som Sjælland), men kan alligevel byde på en rigdom af oplevelser. Og det uanset, om man er til kultur eller mere til natur.
Beliggenheden i havet lige syd for ækvator giver Bali et fugtigt og varmt klima. Men ikke så varmt, at en nordeuropæer ikke kan finde sig tilrette.
Dagtemperaturer fra 25 – 35 gr. og lune nætter på 15 – 20 gr. Altså stort set som en dansk sommer, når den er bedst. Temperaturerne er næsten ens hele året. Vores vintermåneder – dec. til marts – er regntid på Bali, men tab ikke modet over det. Regnen kommer som regel som kraftige byger sidst på formiddagen og varer sjældent ret længe. Og kort efter skinner solen igen fra en blå himmel.
Skrevet af en af de første gæster hos balitur.dk
Balis natur byder på en tropisk frodighed. Der er jungle, som man kun med en kyndig guide skal give sig i kast med. Men tag endelig oplevelsen med, hvis chancen byder sig. Der findes ingen vilde og farlige dyr, men til gengæld overvældende mængder af træer, buske og blomster, som man ikke aner navnene på. Enkelte af de vilde blomster kan man dog genkende som nogle af de stueplanter, vi ser i Danmark.
På Bali finder man også sandstrande til badning – forrevne klippekyster til snorkling- og vulkaner, der af og til rører på sig, til trekking – plantageområder med mange forskellige eksotiske frugter. Men noget af det mest spændende er nok at komme ud i nogle af de afsidesliggende landsbyer, hvor balineserne kun sjældent ser en turist.
Der er store områder med risterrasser, hvor man på egen hånd kan gå på opdagelse. Balancere frem ad de smalle volde, der skiller terrasserne, mens man ser risdyrkningen i alle dens faser.
Risen udvikler sig fra udplantning til høst på blot tre måneder, så man kan høste 3 – 4 gange årligt. Man kan indenfor det samme område se folk med studeforspand pløje dyndet op før udplantning i nogle af terrasserne, mens man i andre er ved at plante de små risplanter ud eller i gang med at luge ukrudt væk mellem større planter.
Høsten foregår naturligvis med håndkraft og tærskningen klares mange steder med plejl, som man også gjorde i Danmark for et par hundrede år siden. Enkelte steder har "fremskridtet" dog indført små, motordrevne tærskeværker, der kan bæres med ud i de sumpede rismarker. Praktisk, men ikke nær så romantisk.. Til gengæld ser man ved mange af risterrasserne bittesmå hytter – ikke meget større end hundehuse. Her overnatter en person i høsttiden for straks fra solopgang at kunne jage de horder af små fugle væk, der æder den modne ris.
