Lidt specielt (for vestlige kulturer!) er en tur til gravpladsen ved Trunyan. Mange laver ture hertil, hvor man kommer til, og ser gravpladsen, som kun kan nås fra søsiden via en større motorbåd tværs over søen. Også her adskiller Balitur sig. I stedet for at køre til den større landsby, hvorfra der går motorbåd, har Wayan valgt at dreje fra, og køre til gravpladsens nærmeste landsby. Hertil går det, via en meget smal og bugtet vej, gennem små landsbyer som sjældent ser et motorkøretøj, igennem et af Balis smukkeste landskaber, med Batursøen irgrønt lysende på højre side. Vejen ender, i en meget lille landsby, beliggende op ad et større tempelkompleks. Landsbyen består af en lille snes huse, og det er tydeligt, at de venlige beboere ikke har besøg hver dag. Servicen i forbindelse med køb af en sodavand og cola er ubeskrivelig. Fem kroner for lån af et, i øvrigt velplejet, toilet, udløser en regn af taksigelser.
Efter at have nettet sig, ankommer en robåd til en 4 m. lang landgangsbro, bestående af er råt brædt liggende på et par sten i vandet. Ingen panik, det viser sig nemlig at vandet kun er ca. 20 cm. dybt.
Ro-turen hen over den totalt stille smaragdgrønne sø, er virkelig ubeskrivelig. Det føles helt naturligt at man hvisker, når man taler sammen. pludseligt dukker en lille landgangsbro op, bag en pynt. Her sidder et par mænd, som ved synet af os begynder at røre på sig, og det samme gælder en gammel fuldskægget mand i en kano, – en udhulet træstamme. Sædvanen tro, er det den fremstrakte hånd, så hav nogle små sedler klar i lommen.
Selve gravpladsen er, nå ja, ikke meget at skrive hjem om. Det er lidt bizart at se skeletter smidt under nogle interimistiske sivstativer. Årligt bliver der så ryddet op i de gamle skeletter, og kranierne behørigt stablet op ad skrænten.
Efter et kvarters tid går sejlturen tilbage, og var der stille på udturen, så var det et formel-1 løb i forhold til hjemturen. Selv Mr. Balitur var stille:
